Langfredag endte med at blive en dag, som søde Anton vil huske for evigt. Det var nemlig den dag, han fik nyheden om, at en lille hundehvalp skulle flytte ind hos ham
Vores uundværlige frivillige, Brian og Janne havde aftalt med Antons forældre, at de skulle lokke alle tre børn med ud på en køretur. Turen skulle gå til Antons fars barndomsby, Kalundborg. Familien stoppede ved det hus, som Antons far fortalte, han var vokset op i, og ejeren af huset kom ud og bød familien indenfor.
Alle tre børn syntes, at det var dybt pinligt, at de skulle ind og se en fremmed families hus… Pinligheden forsvandt dog meget hurtigt, da børnene så, at Janne fra Make-A-Wish Danmark også var der. Hun og Ulla, som også boede i huset, stod med hver deres hundehvalp, og dermed forstod Anton, at hans største ønske var gået i opfyldelse
Nu kan hele familien glæde sig til at få den lille skønne hvalp hjem, når den er stor nok.
Dagen efter besøget hos den nye hundehvalp fik vi denne besked fra Anton og hans familie:
Kære Janne og Brian. Tusind TAK for i går. Det var en meget stor overraskelse for alle tre børn, og det tog lidt tid, inden det gik op for dem, hvad der var i gang. Især Adam, som ikke havde mødt jer før og nok ikke har tænkt lige så meget på hund de sidste måneder som sine søskende. Anton og Alma er meget glade i dag, og snakken går livligt om vores lille hund. Det er SÅ dejligt. Tusind tak for jeres indsats ─ det er virkelig rørende.
Mange hilsner fra hele familien
Kære Anton Vi ønsker dig og familien al held og lykke med det nye familiemedlem
En stor TAK skal lyde til Maxi Zoo Danmark for en flot startpakke og til Agria Dyreforsikring for et helt års gratis forsikring



