Seje Casper på 10 år blev i 2019 ramt af en blodprop i hjernestammen, hvorefter han gennemgik en stor operation.
Efter operationen var Casper lam i højre side – et hårdt slag for den lille aktive dreng, der pludselig ikke længere kunne dyrke fodbold og gymnastik som før, eller løbe rundt med kammeraterne.
Første gang vores dygtige frivillige Annette og Stine mødte Casper var på et online møde i november. Her mødte de en charmerende glad dreng fuld af gå-på-mod. Der blev talt om forskellige drømme, men når talen faldt på en mulig hundehvalp, strålede Casper som en sol. Forældrene kunne da også fortælle de frivillige, at Casper nu var i gang med genoptræning ift. at lære at gå igen. En genoptræning der er meget hård for Casper, så udsigten til at skulle ud og gå tur med en hund ville virkelig kunne motivere Casper i hans træning – og selvfølgelig vil alle gåturene med hunden også hjælpe i genoptræningen, dog uden at det ville føles som træning.
Så Casper skulle da have en hundehvalp! Casper havde selv kigget lidt på hunde på internettet forud for besøget, og havde kastet sin kærlighed på en Coton de Tuleár. Vi var heldige at finde en opdrætter, der trods alenlang venteliste på hvalpe, valgte, at ”vi” måtte købe en hvalp hos hende.
Derfor kunne Caspers far for lidt tid siden, hente hvalpen og bringe den med hjem til Casper.
Casper havde forinden selv været med på besøg hos opdrætteren, så han vidste godt, at han ville få en hvalp – men overraskelsen og glæden hos Casper ( og lillesøster) den dag far kom hjem med Snowy er hjertegribende. Det blev både til højlydt jubel og til glædestårer.
Se den glædesfyldte video på vores facebook profil.
Efterfølgende har vi også modtaget fotos og en dejlig hilsen fra familien, som bl.a. skriver :
” Casper og Snowy har højst været adskilt 5 minutter, den har virkelig vakt glæde hos ham❤️”
Stor tak til Agria for første års forsikring og goodiebag, samt til Maxi Zoo for en lækker startpakke.
Kære Casper – stort tillykke med din dejlige hvalp, vi håber at du får en masse skønne gåture og mange timer med leg, hygge og afslapning.