Så nåede de seje Cykelvenner i mål i Amsterdam efter 6 hårde dage i sadlen ♂️
Her blev de godt modtaget af både familie og af Make-A-Wish Nederland, som vi havde planlagt den lille overraskelse med
Kære Cykelvenner, vi er utrolig taknemmelige for den kæmpe indsats, I har lagt i de her dage for Ønskebørnene, vi er stolte over, at I har valgt at køre med Make-A-Wish Danmark logoet, og vi er lidt kede af, at vi nu har fået den sidste historie fra ruten
Tusind tak for seks fantastiske dage i jeres selskab ❤️
Hartelijk Dank til Make-A-Wish Nederland for at tage godt imod vores venner på cyklerne
Her kommer sidste reportage fra ♂️ruten
Så kom dagen, som vi alle har forberedt os på i mange måneder: cykle hele vejen til Amsterdam.
Holdets humør var stadig på toppen trods de 6 dages strabadser fra Hørsholm til Staphorst. Alle var klar til afgang inkl Lasse trods gårsdagens hvepse-uheld.
Solskin, sydøstlig vind og de fantastiske hollandske cykelstier gjorde, at vi fløj ned til første depot efter 45 km. Vi kørte i smukt hollandsk landskab med færgeoverfart og smukke små landsbyer. Vi kørte langs ad og over kanaler. Vi kørte med pæn høj fart på super cykelstier – nærmest cykel motorveje.
Efter en, som sædvanlig fantastisk service på depotet, kørte vi på et godt 20 km lang dige med 35 – 40 km i timen. Skøn fart fornemmelse efter 6 dage på cyklen. Vi kunne godt mærke at vi nærmede os Amsterdam, da trafikken intensiveredes på den fortsat brede cykelsti.
Turens sidste depot kom ved km 108. Her blev vi overrasket med en Whopper og pommes frittes fra Burger King. Sikken forkælelse! De sidste 20 km bød på lidt af hvert. Vi kom i et område med løsgående får hvilket udløste lidt sjovere meldinger: “Får forfra”. Kenneth blev næsten blæst af cyklen af en vildfarende hare. Han slap heldigvis godt fra det. Byens forstæder blev lidt mere udfordrende med mange sving og rundkørsler. Så kom byen med sporvogne, mange kryds og frygtløse cyklister og knallerter. Holdet blev splittet flere gange bl.a. af en vindebro. Det var ren overlevelse, og det gik da også galt for Lasse som røg en tur i asfalten – heldigvis ikke alvorligt. De sidste par kilometer blev lidt roligere, inden vi ramte Corendon hotellet.
En stor oplevelse at køre ind på hotellets område og blive modtaget med danske flag af pårørende og en repræsentant fra Make-A-Wish Holland, som overraskede os med en lille velkomstgave.
Siden vi forlod Hørsholm i søndags har vi cyklet omtrent 40 timer, kørt 963 km med 2.400 “flade” højdemeter.
Det er godt gået!!