Dag 7 – Ung træder til for ung 2021

Update dag 7: Brande-Stavtrup (ved Århus) 107 km
I dag ventede turens anden hårdeste etape med næsten 1.000 højdemeter og et par hårde stigninger🚵‍♀️. Derfor blev der tanket godt op med Christians lækre havregrød og flere kopper kakao ved morgenbordet, inden der blev pakket og lavet strækøvelser for de ømme skuldre og nakker.
Desværre vågnede 2 af vores ryttere op med kvalme. De blev sat i servicebilen og kørte med Aune ud for at finde et COVID-19-testcenter. Det viste sig dog at blive lidt af en udfordring her i det jyske – ihvertfald når det samtidig skulle være åbent😂 Det lykkedes dog til sidst i Herning – og heldigvis var begge test negative. Og så ræsede de ellers videre og nåede lige i tide frem til vores første depot ved Vinding kirke, hvor der blev serveret müslibarer og frugt.
Kort efter klikkede vi igen i pedalerne og trampede op ad Langballevej og bakken til Vinding Ottehøje, hvor der nu faktisk kun ligger 6 gravhøje (de sidste 2 er pløjet ned). Men juhu, en dejlig nedfart på den anden side💨
Ca 20 km længere fremme ventede dagens udfordring‼️ Vi skulle op til Danmarks højeste punkt: Ejer Bavnehøj🔝🚵‍♀️ – 170,95 m over havet – og det kom vi. Og her ventede en fantastisk udsigt + frokost. I dag med sodavand😋
På vej ned gik det desværre galt – og endte med turens første rigtige styrt, hvor Magnus endte i grøften🙈 Heldigvis slap han med et par skrammer og en forskrækkelse😳, men det så voldsomt ud, fortæller de ryttere, der lå lige ved siden af‼️
Resten af turen forløb fint med et par små defekter og et enkelt lille depot mere, inden vi trillede ind på parkeringspladsen foran Stavtrup Ungdomsklub, hvor Augustas søde mormor og morfar stod med flag, sodavand, flødeboller, müslibarer og lakridspiber😋 Sikke en velkomst🇩🇰🙏🤩
Aftenen er fløjet afsted med først aftensmad (‘vi rydder op i køleskabet’-buffet) og dernæst max hygge, bordtennis og basket. Her er kun en bruser, så køen har været meget lang. Derfor valgte pigerne et fælles bad med musik (se videoen😂).
Dagens Peter Pedal gik helt naturligt til Magnus for det fine styrt. Dagens Michael Mørkøv gik til Augusta for hendes kampgejst på bakkerne! Herudover er der i dag blevet uddelt fine medaljer til hele vores servicestab (Christian, Anja, Aune, Poul og Kenneth), som har ydet et mere end fantastisk stykke arbejde før og under turen🥇🙏
Vi siger godnat her fra lejren og glæder os til at rulle ind i Allerød ved 17-tiden i morgen, hvor vi håber på at se alle vores yndlingsmennesker.😴😴😴
   
Del gerne dette indlæg