Sådan skrev Sanders mor efter vores frivillige Kirsten og Rita havde været på besøg med Sanders ønske.
Super seje Sander på 6 år fik i 2019 en tumor i rygmarven, som han er blevet opereret for flere gange. For nylig fik han desværre også diagnosen uhelbredelig hjernekræft. Sander har fået sine sidste behandlinger og er netop flyttet ind på hospice.
Sanders yndlingsbeskæftigelse og det energien rækker til, er at bygge LEGO og at se film om vilde dyr på You Tube. Men Sander har en gammel tablet med en lille skærm, og hans største ønske var derfor at få en iPad med stor skærm.
For nylig kom vores frivillige Kirsten og Rita så forbi Sander med en gave under armen.
Sander var i gang med at bygge LEGO med sin lillebror, men det her var alligevel endnu mere spændende.
Smilet var kæmpestort, da han pakkede de tre pakker op. Et tøjdyr, en stor Lego-æske og en iPad med stor skærm. Så havde Sander ikke mere tid til de frivillige, for nu skulle iPaden lades op, så den kunne tages i brug.
Efterfølgende har vi modtaget fotos og mail fra Sanders forældre, som skriver :
”Sander og far er i fuld gang med at bygge det nye Lego 😀 i eftermiddag kommer Sanders fætter og hjælper mor og far med at få iPad’en opsat! Sander er ved at være en anelse utålmodig!
Tusind tak endnu engang til Make-A-Wish Danmark og til jer frivillige, for de flotte gaver til vores supermand! Det er så dejligt, i en svær tid, at vores guld bliver ekstra forkælet ❤️ Tak for jer”
Kære Sander – stort tillykke med din iPad. Vi håber, du får mange hyggelige timer med den.
