Dejlige Frederikke fik tilbage i april besøg af vores fantastiske frivillige, Brian, Flemming og Pernille. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag hos den lille familie bestående af Frederikke, mor Henriette og søster Nicoline.
Familien har altid været tæt knyttet, og derfor har Frederikkes sygdomsperiode været meget hård for dem. Frederikke og Nicoline har altid haft et helt specielt bånd, fortalte Frederikke, og da sygdommen ramte, tog Nicoline stor afstand til Frederikke – simpelthen fordi hun havde svært ved at se sin søster så syg og frygtede det værste. Derfor var Frederikkes største ønske at komme på en rejse til New York, som kunne bringe familien tættere sammen igen. Sådan lød det, da hun kontaktede os tilbage i april måned:
“Jeg har brug for at komme væk, væk fra mine vante omgivelser, og tænke på andet end sygdom, da jeg heller ikke kan gå i skole nu, og måtte droppe ud af 10. klasse forrige år, har jeg så meget brug for at komme væk, og så være sammen med min familie, som vi altid var før min sygdom.”
Der var ingen tvivl om, at Frederikke og familien skulle have en tur til New York.
Nu har de været afsted, og Frederikke har sendt os nogle fine billeder og en sød hilsen:
“Tusind tak for en super fed tur, jeg værdsætter jeres arbejde super meget, tusind tak!
Mange knus Frederikke”
Velbekomme Frederikke, vi er så glade for, at vi havde muligheden for at opfylde dit største ønske! Vi ønsker dig og familien alt det bedste fremover <3
Det vil glæde os, hvis du vil dele vores historie om Frederikke – på den måde kan vi forhåbentlig nå ud til alle de børn med livstruende sygdomme, der gerne vil have et ønske opfyldt.




