Haruns fede computer

Seje Harun fik i efteråret 2019 konstateret knoglekræft i højre knæ.
Harun indsendte en ansøgning til os i foråret 2020. Desværre skulle forårets coronanedlukning medføre, at vi først i vinteren 2020, kort efter Haruns 18års fødselsdag, kunne mødes virtuelt med Harun.
Vores søde frivillige Dilârâ og Line sad klar ved skærmen og havde en hyggelig snak med Harun. Harun fortalte, at han godt kan lide at game, og at han glæder sig til at kunne starte på tandklinikassistentuddannelsen her i 2021, hvorefter han vil læse overbygningen til tandlæge i fremtiden.
Til studierne er det vigtigt at have gode arbejdsredskaber. Og når man som Harun, også er glad for at game, var det oplagt, at det var drømmen om en ny computer, vi skulle opfylde.
Et par måneder efter det første møde, kunne de frivillige så igen ringe Harun op og overrække gaven – på afstand. Forinden var computeren sendt hjem til Haruns mor, som havde gemt den for Harun.
Harun blev meget overrasket og rigtig rigtig glad for den nye pc. Og der gik heller ikke længe, før vi modtog billeder fra Haruns mor, hvor Harun er godt i gang med at udforske, hvad den kan.
Stor tak til Komplett.dk for at hjælpe os med at opfylde Haruns store drøm.
Kære Harun – stort tillykke med den fede computer, vi ønsker dig held og lykke i fremtiden.
Del gerne dette indlæg