Sarah på 12 år ELSKER at være udenfor, men pga. sin sygdom kommer Sarah meget hurtigt til at fryse. Så solskinsdage bliver nydt maksimalt.
Sarah kan også virkelig godt li´ at gynge.
Sarahs mor fortæller
”Tidligere har Sarah kunnet ligge i en fugleredegynge, men nu er hun blevet for lang. Vi har også haft brugt trampolinen til at “duve” hende forsigtigt i, så Sarah fik en fornemmelse af at “hoppe”. Hun elskede det. Men det er blevet for risikabelt at løfte hende op på trampolinen, for hun er blevet for lang og for tung.”
Familien har tidligere være på ophold på Musholm, og her er der en kørestolsgynge. Den var Sarahs foretrukne opholdssted mens hun var på Musholm. Sarah er nu nået en alder, hvor det er superhyggeligt at sidde med veninderne og sludre stille og roligt – eller grine højt sammen.
Sarah drømte altså om en kørestolsgynge.
Takket været vores GULDpartner NEP Danmark A/S, kunne vi for ganske nylig opfylde Sarahs store drøm om at gynge hjemme i haven. Og det var da perfekt timing med det dejlige forårsvejr vi har i disse dage.
Samme dag som gyngen blev sat op fik vi skønne fotos og denne hilsen fra Sarahs mor:
”Tusind tusind tak! Kørestolsgyngen blev sat op i formiddags og ungerne har været på den lige siden.
Fantastisk dag – fantastisk gave. Vi er dybt taknemlige”
Billederne af en ekstremt glad Sarah og fejring med chips og drikke på gyngen taler for sig selv!
Kære Sarah – vi håber, at du får en masse dejlige timer og dage på din fine nye gynge!
En KÆMPE tak til NEP Denmark for at sponsere dette ønske.
Og af hjertet tak til Anbækgård, for både rabat og virkelig hurtig levering og opsætning.
Sarah lider af en svær form for muskelsvind.


