Skønne Jeppe på 8 år lider af citrullinemi – en sjælden og livstruende sygdom Så vidt vi ved, er Jeppe det eneste barn i Danmark med denne sygdom, en sygdom der ikke er en kur for.
Pga sygdommen kan Jeppe kun gå meget lidt i skole.
Første gang vores dygtige frivillige Anni og Inga mødte Jeppe, var han som mange andre drenge på 8 år, vildt fascineret af superhelte Derfor var det drømmen om at komme til Disneyland Paris og møde superheltene, som Jeppe fortalte om. Vi ville derfor lave et ophold til Jeppe og familien i foråret 2020 -men så kom coronavirussen, og rejsen var ikke mulig
Børns drømme ændrer sig nogle gange med tiden, og i sommers talte Anni og Inga med Jeppe igen – Jeppe er stadig meget hjemme og føler sig noget alene. Hans største drøm er derfor nu en ny bedste ven, han kan lege med -men også hvile sig sammen med, når kræfterne slipper op.
Jeppes nye bedste ven er Arthur.
Lige før efterårsferien var Anni og Inga ude med skønne Arthur, en lille Golden Retriever hvalp til Jeppe. Hele familien kendte til det – men de kunne godt holde på en hemmelighed, så Jeppe kunne få en dejlig overraskelse
Kære Jeppe – vi håber, at du og Arthur får nogle fantastiske år sammen, med masser af leg, hygge og nusseri.
Tusind tak til Maxizoo for startpakken til Arthur og tusind tak til Agria Dyreforsikring Hund for 1 års forsikring samt goodiebag.