Seje Magnus på 12 år, blev i 2018 diagnosticeret med leukæmi (ALL).
Han fik efterfølgende en knoglemarvstransplantation og lå i koma i flere uger.
Vores dygtige frivillige Trine og Janne mødte Magnus første gang i februar 2020. Magnus´ oprindelige ønske var en ferie, men da der er nu gået så lang tid siden besøget, og da vi ikke ved hvornår vi igen kan opfylde drømme om at rejse, havde Magnus en anden stor drøm – nemlig en helt særlig trampolin som kunne stå i haven.
For nylig blev der så leveret en del store kasser hjemme hos Magnus, og han var ikke længe om at regne ud, at hans drøm nu endelig var blevet opfyldt.
Man kan vist roligt sige, at Magnus hopper af glæde.
Kære Magnus – tillykke med din trampolin, vi håber du får meget glæde af den.