Sidste sommer fik vi en ansøgning fra søde Maja der ´dengang var 17 år.
I ansøgningen skrev Maja bl.a.
” Før jeg blev syg, var jeg en meget aktiv pige. Når jeg ikke var i gymnasiet tilbragte jeg mange timer i en stald, da ridning igennem de sidste mange år har fyldt en stor del af mit liv. Jeg red mange timer hver uge og deltog i ridestævner. Sidste år var jeg en del af det danske juniorlandshold i dressur og var blandt andet med til at vinde sølv til EM. At få en kræftdiagnose er ikke noget man nogensinde regner med, når man er ung. Det har været et chok men også virkelig hårdt når ens hverdag bliver vendt på hovedet og man ikke har de samme kræfter til at kunne gøre det man elsker.
Jeg er stadig i stalden, når jeg har det godt mellem kemobehandlingerne/indlæggelserne og forsøger også at ride/træne, da jeg er sikker på at det at holde sig i gang også er med til nemmere at komme ovenpå igen…. Jeg drømmer om en ny stævnejakke, så jeg kan blive klar til stævner igen.”
For nylig kunne vores dreamteam overraske Maja. Efter aftale med Majas mor, var Maja og mor nemlig ude og kigge på nye ridebukser, pludselig stod Annbritt og Kaj i døren med den stævnejakke som Maja drømte om.
Se bare her, hvordan det gik.
Blot 3 dage efter skulle Maja til stævne, selvfølgelig i ført sin nye jakke.
Kæmpe tak til Hanne og Kirstineholm Rideudstyr, som fremskaffede den rigtige jakke og gav Maja lidt ekstra sager med hjem.
Kære Maja – stort tillykke med den fine jakke, vi glæder os til at se dig på sejrsskamlen 







