Så fik vi sendt endnu et ønskebarn afsted til det populære Disneyland Paris Og endnu engang kan vi fortælle, at det var en kæmpe succes ❤ Her får du skønne Marie og hendes families beretning fra turen:
Efter et hyggeligt møde med Janne og Keld fik vi en tur til Disneyland Paris.
Vi var afsted i Kristi Himmelfartsferien, og sikke en oplevelse. Marie forelskede sig hurtigt i Mickey Mouse, og han fik mange smil og kram. Hun mødte også Anders And og Snehvide, men de var ikke helt så stort et hit som Mickey.
Hun grinte hele vejen rundt i forlystelsen “It’s a small world”, fuldstændig fortryllet af figurerne og musikken. Jeg sad og tudede over muligheden for, at Marie fik den oplevelse.
Der blev prøvet flere forlystelser, som Marie og hendes søskende nød i fulde drag ❤
I det hele taget en fantastisk modtagelse af os fra start til slut. Personalet i parken, på hotellet, i lufthavnen og i busserne var alle helt indstillet på, at Marie skulle have en kæmpe oplevelse, og de gjorde deres for, at det blev en fantastisk tur.
Vi takker alle for en vidunderlig tur, som vi sent vil glemme.
Mange varme og taknemmelige hilsner fra
Marie og resten af familien