Seje Martin på 12 år blev diagnosticeret med hjernetumor i 2019.
Første gang vores fantastiske frivillige Dilârâ og Kristina mødte Martin var virtuelt i efteråret 2020.
”Vi var ikke et sekund i tvivl om, at Martin er rigtig glad for fodbold” fortæller de.
Alt hvad der blev talt om under mødet handlede nemlig om fodbold : om Martins yndlingshold FC Barcelona, om at de frivillige ikke måtte komme mandage eller onsdage, for her går Martin nemlig til fodbold, om en hel særlig ”Champions League” fodbold som Martin gerne ville have, om den nye PlayStation 5 som man kan spille FIFA på……og så blev det nævnt, at Martin er meget glad for Faxe Kondi 😊
Martin vidste dog godt, at vi grundet covid-19, ikke kunne sende Martin af sted for at møde sit yndlingsfodboldhold, FC Barcelona, så Martins store drøm var derfor en PlayStation 5 og yndlingsspillet FIFA.
For nylig var det så tid til Martins overrækkelse. Martin havde luret, at der skulle foregå noget og han kunne med det samme regne ud, at der lå en PlayStation 5 i pakken som de frivillige havde sat ved hoveddøren – hvorefter de i bedste corona stil trådte flere meter tilbage.
Martin havde ikke tid til meget snak – for han skulle ind og sætte sin nye PlayStation op, så den blev hurtigt båret ind i varmen.
Kære Martin – vi håber du får en masse gode timer med din nye PlayStation.