En onsdag eftermiddag i februar var det Rasmus’ tur til at få besøg af Make-A-Wish Danmark. De frivillige, Pia og Bo, ankom til den nedlagte landbrugsejendom, hvor Rasmus og hans hund tog pænt imod dem ☺️
Rasmus er en utroligt positiv og livsglad ung mand med et skønt væsen og et charmerende smil. Han fortalte om sit sygdomsforløb og de mange behandlinger, han har været igennem. En af behandlingerne skulle foregå i Houston, hvorfor Rasmus måtte sygemeldes fra sine HF-studier.
I dag er behandlingsforløbet heldigvis ovre, og Rasmus er tilbage på skolebænken. Selvom der ikke skal så meget til, før han bliver træt, går det fint med at følge med.
En af Rasmus’ store interesser er golf, som han blev introduceret til, da han gik på efterskole. Interessen deler han med to gode efterskolevenner, som bor i lokalområdet. Golfspillet blev sat på stand-by, da Rasmus blev syg, men nu vil han rigtig gerne i gang igen ⛳️ ️♂️
For få uger siden blev Rasmus godt og grundigt overrasket, da han fik et gensyn med Bo og Pia. Rasmus havde aftalt at mødes med sin bedste ven, Anders, ude på golfbanen for at spille lidt. Men pludselig dukkede de to frivillige op sammen med Rasmus’ mor, far, søster og en journalist fra Sydsjællandske Tidende. Rasmus var helt paf, men meget glad ❤️
Rasmus fik overrakt et gavebevis til et personligt tilpasset golfsæt og et års abonnement til Sydsjællands Golfklub Mogenstrup. Claus Thane, der er golftræner og butiksindehaver af Pro Shoppen, som ligger ved golfbanen, åbnede op for butikken. Her blev der holdt en lille hyggelig sammenkomst med chips og bobler, og Rasmus fik lov til at kigge på golfudstyr
Rasmus og Bo fra Make-A-Wish Danmark Rasmus viser stolt sit gavebevis frem Rasmus og hans bedste ven, Anders Rasmus og hans bedste ven, Anders