Skønne Mille fik for noget tid siden besøg af 2 Minnie Mouser (som altså var vores fantastiske frivillige Gry og Pernille) – med sig havde de ønsket om en tur til Disneyland Paris.
Nu er Mille kommet hjem fra Disneyland Paris – og Milles mor har sendt os en masse dejlige billeder og denne hilsen:
Kæreste Make-A-Wish Danmark
Hvordan skal vi nogensinde kunne takke nok for den vildeste oplevelse i Milles (og os andres) liv.
At se Mille og storebror i Disneyland blive behandlet som prinsesse og prins fra start til slut var mere end vi turde håbe på da Mille fik sit største ønske opfyldt og var den bedst tænkelige afslutning på 2 1/2 års kræft og kemobehandling.
Mille fik mødt stort set alle prinsesser og Minnie Mouse som var hendes store drøm.
Vi nød hvert sekund af denne tur og Mille valgte selv at hun skulle gå rundt i sin Make-A-Wish t-shirt så alle kunne se, at deres donationer virkelig gør en kæmpe forskel og har en stor betydning for børn som hende.
SÅ TAK “MAKE-A-WISH DANMARK”
fra Mille og hendes familie





