Noahs hvalp

Seje Noah på 12 år lider af Spinal Muskelatrofi type 2. En sygdom der ikke findes kur for og som med tiden vil gøre Noah dårligere og dårligere, både muskelmæssigt, men også vejrtrækning bliver dårligere, og vil til sidst formentlig kræve respirator.

 

Vores fantastiske frivillige, Charlotte og Jørgen, mødte Noah første gang i 2019.

Her fandt de frem til, at Noah havde to store drømme – den ene var at møde en bestemt fodboldspiller fra Liverpool, den anden var en hund.

Vi ville selvfølgelig gå efter den særlige oplevelse om at møde sit idol, og kontaktede derfor vores kolleger i Make-A-Wish United Kingdom. Desværre er det ikke altid det lykkes for os, og dette var så en af de gange ☹

 

Vi har løbende haft kontakt med Noah og familien, og fandt i efteråret 2020 frem til, at Noah nu mest af alt drømte om en hundehvalp – helt præcist en Beagle – der kunne holde ham med selskab, på de fortsatte kedelige isolationsdage, da Noah med sin sygdom er i kategorien ”særlig udsat” ift. COVID-19.

 

En DKK-godkendt opdrætter blev fundet, som kunne fortælle, at de planlagde hvalpe i starten af 2021.

 

For nylig blev Noahs drøm så opfyldt, da den sødeste lille pige-beagle flyttede ind hos familien.

 

Efterfølgende har vi modtaget mail med billeder, hvor Noahs mor bl.a. skriver :

 

”Kære alle hos Make-A-Wish Danmark,

Tak 🙏 af hele mit hjerte for at gøre Noahs drøm til virkelighed!

I dag er en smuk dag, og Noah lyser af glæde.

Vi er så taknemmelige for Karin og Lasse (opdrætterne af hunden), for al deres støtte, rådgivning og for at give hvalpene så meget kærlighed fra første færd!

Vedhæfter en lille tak-note fra Noah.”

 

 

Del gerne dette indlæg