I 2020 hørte vi første gang om Gustav. Men vi måtte vente i mere end et år, før vi kunne hjælpe ham, for både i 2020 og 21 har Gustav været indlagt flere gange, også på intensiv, hvor han kæmpede for sit liv.
Gustav er for nylig fyldt 18 år. Men efter sygdomsforløbet, behandlingerne og efterfølgende komplikationer er Gustav udfordret både på balance og fysisk overskud. Derfor kan Gustav lige nu ikke tage kørekort.
For at han ikke skulle være afhængig af at blive kørt af andre, havde han et stort ønske – at få sin egen tuk-tuk, som man må køre med et knallertkørekort.
Før Gustav blev syg var han en ivrig basket- og fodboldspiller. Så en december aften bad Gustavs træner ham møde op på boldbanerne i Fensmark, for at han kunne se sit fodboldholds sidste træning inden jul. Det træneren ikke havde fortalt, var, at Gustav også ville blive mødt af vores frivillige Bo med en flot tuk-tuk.
Gustav fik konstateret leukæmi juni 2020. Kemoterapien medførte den bivirkning, at Gustav blev ramt af en ondsindet svampeinfektion, som var tæt på at koste ham livet.
Infektionen betød, at Gustav fik en hjerneblødning, hvilket desværre har givet Gustav problemer med balancen, og at kræfterne ikke holder til så meget lige nu.
Gustavs mor skrev efterfølgende til os:
“Kæreste Bo. Tusind tak for det, du og Make-A-Wish har gjort for Gustav.
At se og mærke Gustavs glæde og begejstring gav et glimt af håb for os alle, at han kan komme gennem denne hårde tid med alle de traumer, det har medført.”
En kæmpe tak til DJ Motorcykler ApS for at hjælpe os med at opfylde Gustavs største drøm.