Siden 2015 har gæster på Jensens Bøfhus både direkte og indirekte kunne støtte en indsamling til Make-A-Wish Ønskefonden alene ved at vælge nogle specifikke retter på menukortet. I 2016 blev der indsamlet ikke mindre end 144.000 kr., der skal anvendes til at opfylde ønsker for børn og unge med livstruende sygdomme.
Indsamlingen for Make-A-Wish Ønskefonden har i 2016 været en stor succes, hvilket tydeligt ses af det indsamlede beløb, og især den fantastiske modtagelse indsamlingen har fået af gæsterne hos Jensens Bøfhus såvel i restauranterne og på de sociale medier. ”Mange gæster har valgt de specifikke sidedishes, fordi de på den måde støtter oplevelser for børn med livstruende sygdomme. I Jensens Bøfhus har det givet god mening for gæsterne at støtte Ønskefonden, fordi det er tydeligt, at de gør en forskel for børn, der har ekstra brug for positive oplevelser i en vanskelig periode af deres liv” siger Regionsansvarlig Morten Steenberg fra Jensens Bøfhus.
I 2016 har Jensens Bøfhus ubeskåret givet 5 kroner til Make-A-Wish Ønskefonden for hver solgt sidedish og chokolademousse. Desuden har gæsterne kunne støtte fonden direkte via Mobilepay.
Hos Lars Høngaard, der er presseansvarlig hos Make-A-Wish Ønskefonden, er der stor glæde over det flotte beløb, som Jensens Bøfhus har samlet ind i 2016. ”Beløbet kommer til at gøre en stor forskel og kan opfylde mange ønsker for alvorligt syge børn. Samarbejdet med Jensens Bøfhus har været en succes for begge parter og har synliggjort vores organisation endnu mere” fortæller Lars Høngaard.
En lang række kendte danskere stiller jævnligt op for Make-A-Wish Ønskefonden, og nogle af dem, der har engageret sig i den gode sag er sangerinden Monique og TV-vært Mattias Hundebøll. Når Ønskefonden tirsdag den 14. marts 2017 modtager checken á 144.000 kr. på Jensens Bøfhus, Rådhuspladsen i København – står Monique og Mattias klar til at tage gæsterne igennem en dejlig aften med børnene i centrum. På aftenen vil der tillige være besøg af Ønskefondens ambassadører fra 501st Legion og Rebel Legion, der optræder i Star Wars kostumerne Darth Vader, Stormtrooper, Biker scout og X-wing. De er med for at give en helt speciel oplevelse til børn, som i dagligdagen kæmper med udfordringer, som ingen børn burde kæmpe med.
Læs mere om Jensens Bøfhus på www.jensens.com/oenskefonden og om Make-A-Wish Ønskefonden på www.onskefonden.dk