Hector på 14 år lider af en uhelbredelig blodsygdom, sfærocytose, der bl.a. medfører kronisk anæmi, så Hector bliver meget træt meget hurtigt. Derfor har Hector måtte lægge fodbolden på hylden og har i stedet kastet sig ind i gaming verdenen.
Første gang vores dygtige frivillige Annette og Kim (virtuelt) mødte Hector var i marts 2021. Hector var rigtig glad for at møde de frivillige, og virkelig god til at fortælle om den helt store drøm – en megasej gamer pc, som udover at skulle bruges til gaming, så skulle den også bruges til, at Hector kunne mødes online med sine venner fra hele verden.
Så vi gik på jagt efter et gamer-pc setup til Hector.
Med hjælp fra Hectors forældre, som skjulte alle tingene for Hector, kunne de frivillige for nylig overraske Hector med en virtuel overrækkelse.
De frivillige fortæller : ” Da vi ringede ind lå Hector på sofaen, og var hurtig til at fatte hvad der skulle ske. Vi skulle have Hector til at gå uden for i deres “lysthus” i haven, hvorfra han skulle sætte sig i sofaen og holde øje med vejen. Hector havde nemlig også talt om udendørs XL spa, hvis en gamer pc ikke kunne opfyldes – så vi skulle have flyttet tankerne derhen. Så da Hector havde fået jakke/sko på og var klar i sofaen i lysthuset, bad vi ham om at flytte tæpperne på alt det der var opbevaret omkring ham.
Han blev meget glad for de mange pakker og havde travlt med at blive færdige med os så han kunne komme i gang med at samle alt.”
Stor tak til Føniks, der hjalp med at sammensætte den helt rigtig pc til Hector og til GN for donation af det fede headset.