En fredag i begyndelsen af november var der liv og glade dage i Vestjylland, da Make-A-Wish Danmark endnu en gang havde fornøjelsen af at opfylde et ønske for et barn med en livstruende sygdom – denne gang var Ønskebarnet søde Silje ❤️
Da vores fantastiske frivillige Inge og Birthe besøgte Silje første gang i midten af oktober, var hele familien hjemme – storebror Elias, lillesøster Celine, mor og far. Det var en meget smilende og genert Silje, der fortalte om sine tre største ønsker, som hun havde tegnet på en æske fra Make-A-Wish Danmark ️
Et af ønskerne var en bærbar computer med tilhørende spil og det var der en god grund til: I sommer fik Silje en knoglemarvstransplantation, som først og fremmest betyder, at hun er blevet helbredt. Men det betyder også, at hun skal være isoleret derhjemme – formentlig indtil december – fordi hendes immunforsvar er så svækket, at der er stor risiko for infektioner. Hun kan altså hverken gå i skole eller komme afsted til fritidsaktiviteter sammen med sine veninder, men med en bærbar computer vil Silje kunne holde kontakten med veninderne gennem spil og chat
Da Inge og Birthe dukkede op i hjemmet i Vestjylland for anden gang, havde de en stor pakke med til Silje Hun blev jublende glad, da hun så, at den indeholdt lige præcis det, hun ønskede sig – en bærbar computer med tilbehør samt et gavekort til spil
Søde Silje, vi håber, at du får rigtig mange gode timer ud af din nye computer, og vi ønsker dig og din familie alt det bedste for fremtiden ❤️


