I vinters, blot 5 år gammel, fik Adam konstateret lymfeknudekræft og skulle starte intensiv kemobehandling. Dette medførte også høj isolation og derfor manglede Adam noget at tage sig til, når han var hjemme fra sygehuset, men ikke måtte være sammen med andre end familien.
Da vores dygtige frivillige Katharina og Dilârâ mødte Adam første gang var det da også virtuelt i april 2021. Adam var glad men genert, indtil snakken faldt på Minecraft. Så talte han livligt og meget malende om, hvordan man kunne ændre hele verden til at være fuld af diamanter og flotte butikker.
Adams drøm var da også en gamercomputer med en masse lys, så han kan spille ubegrænset Minecraft. Adam brugte nemlig sin iPad og PlayStation 4 til at spille på, men han ville så gerne kunne spille med/mod sin storebror og sine venner. Adam er desuden især blevet inspireret af Mikkel og Emil Trier, som har været Adams motivation under sygdomsforløbet….. så hvis nu han kunne få lov at spille med dem, og bygge en helt fantastisk verden med Mikkel og Emil, ville det være magisk.
For nylig kunne de frivillige så lave en virtuel overrækkelse – og da Adam var færdig med at juble over sin nye pc, kunne de fortælle ham, at netop Emil Trier har sagt ja til at spille Minecraft med ham, når Adam lige har lært sin nye computer at kende.
Stor tak til Trier Gaming og Emil Trier.
Kære Adam – stort tillykke med din superseje pc. Vi håber du får en masse sjove og gode timer med den.