UPDATE TORSDAG: 5. ETAPE, DRESDEN-LITOMERICE/TJEKKIET

Torsdagens ”Kongeetape” udfordrede i den grad Ønskerytterne, der hver især kæmpede for at komme i mål efter 120 km og en 14% stigning undervejs.

Det var en rigtig hård og udfordrende dag – både fysisk og psykisk. Undervejs blev der rig lejlighed til, at rytterne hver især gjorde sig en masse tanker. Men også fik en erkendelse af, at sammenholdet på holdet var en afgørende faktor for at komme helskindet igennem dagen. Langt de fleste af rytterne oplevede noget hos dem selv, som de aldrig har oplevet før.  Alle grænser blev flyttet.

Ønskerytter Henrik Klitgaard har valgt at dele sine tanker om dagens kongeetape og udfordringer med os. Og det er vi glade for, fordi det bliver synligt for os, hvilke ”bad ass”  Ønskeryttere, der kører på Team Make-A-Wish teamet. Vi er SÅ stolte af jer. Læs Henriks indlæg her:

Ønskerytter Henrik Klitgaard om 5. etape – Kongeetapen fra Dresden til Litomerice/Tjekkiet:

“Vi er på en cykeltur, og det er ikke et cykelløb”. Det har fra starten været vores mantra. Vi cykler nu langs Elben i et fantastisk landskab, hvor hastigheden er tilpasset forholdene. Vi har tid til at nyde vejret, selskabet af gode kammerater og Elbens rolige strøm gennem landskabet. Man kommer i en tilstand af ”flow”, hvor tankerne svæver gennem hoved som en blid og svag vind. Tanker, som måske kan betegnes som kaos, finder plads i hjernen i en forunderlig orden.

Denne halv narkotiske tilstand. hvor endorfiner og dopamin strømmer gennem hjernen, og lykkefølelsen næsten er surrealistisk blev afbrudt af et BANG! Ved 30 km kom den første stigning, som på meget truende vis advarede os om, hvad der ventede. En 14% stigning fik næsten allerede her, de første til at miste modet. “Er det virkelig dette vi skal igennem?” Spørgsmålet blev gentaget ofte, og beroligende ord var måske ikke nok til at overbevise alle. Og med god grund.

Ved 60 km startede den reelle opstigning, og ca. 1.500 højdemeter ventede forude. Sved, høj puls og den besynderlige smag af metal, man får i munden, når man anstrenger sig, ventede os de 40 km. ”Jeg vil, jeg vil, jeg vil, og jeg vil ikke give op, jeg vil ikke give op” blev kun afbrudt af de befriende nedkørsler, hvor der kunne samles kræfter til den næste stigning. På toppen blev der klappet og givet high fives, for nu havde vi gjort noget særligt. Nedad, vind i ansigtet, koncentration om at holde sporet og ikke køre for stærkt, blev afbrudt af vind – masser af vind. Nu handlede det ikke kun om at “overleve”, når vi kørte op, men også når vi kørte ned.

“Jeg gør det aldrig mere. Det her er mere end, hvad jeg kan magte. Det er sindssygt. Jeg stopper snart og går i servicebilen” – alle sammen tanker, der blev glemt og erstattet af store kram og måske en enkel tåre. Hvornår har jeg sidst været på cykeltur, som er blevet afsluttet på en tilsvarende måde? Det er i dag, at ordet “livet” bliver det smukkeste ord, der findes. Og ordet har i dag sat alle dens modsætninger skak mat.”